WordPress er et anerkendt Open Source CMS, som du kan bruge til at skabe en professionel hjemmeside. Der er tusindvis af gratis plugins og temaer, der giver dig mulighed for at skabe en fantastisk webløsning. For at hjælpe dig på vej har jeg her samlet 16 essentielle WordPress plugins, der kan styrke din synlighed online.

Opdateret: 09.07.16

De nævnte plugins dækker emnerne:

– SEO => WordPress SEO, WordPress SEO News, Coming Soon Page & Maintenance Mode by SeedProd, Quick Page/Post Redirect Plugin
– Performance (hastighed) => WP-Optimize, WP Fastest Cache, P3, GT Metix for WordPress, Google Speed Insights
– Google Analytics => Goolytics – Simple Google Analytics
– Cookies => Cookie Notice by dFactory
– Backup => UpdraftPlus Backup
– Sikkerhed => iThemes Security, WPS Hide Login, AntiVirus
– Deling på sociale medier => SumoMe

WordPress er et gratis CMS og et godt valg

Jeg har set og arbejdet med mange forskellige systemer siden 2005, og WordPress er det bedste system, jeg har arbejdet med. WordPress er måske mest kendt for at være et godt valg, hvis du vil have en blog, men WordPress kan meget mere end det. WordPress er et godt valg til helt almindelige hjemmesider. WordPress kan også bruges, hvis du skal have en webshop. Selvom WordPress er et meget brugervenligt CMS, er der en del teknik, du skal igennem, før du kan komme i gang med at sætte din hjemmeside op.

Overvej professionel hjælp til installation og opsætning

Har du aldrig prøvet det før (installation og opsætning), vil jeg anbefale dig at få professionel hjælp. Du behøver ikke nødvendigvis at få hjælp til det hele. Har du en hjemmeside i forvejen, så sørg for at den nye hjemmeside ikke bliver indekseret (Gå til Indstillinger > Læsning > Søgemaskinesynlighed og ving af ved: Fortæl søgemaskinerne at de ikke skal indeksere dette websted), imens der arbejdes på den. Hvis du ændrer dine URL’er, så sørg for at få lavet 301 redirects. Du kan downloade WordPress på Wordpress.org.

WordPress findes på dansk. Du kan læse mere om WordPress her: http://da.wordpress.org/

Gratis er godt, men du kan også vælge at købe dig til den rigtige løsning

Udover de mange gratis skabeloner og plugins kan du købe plugins og mere avancerede temaskabeloner. Hvis du alligevel ikke kan finde netop dét, du leder efter, kan du finde virksomheder, der har specialiseret sig i WordPress. De kan hjælpe dig med at lave en skræddersyet løsning til dig. Vær opmærksom på, at der er mange virkelig gode, flotte og professionelle skabeloner (templates), som du kan købe for næsten ingen penge. Jeg kan anbefale dig at kigge på fx ThemeForests hjemmeside.

En professionel købe-skabelon har mange fordele

Det giver flere fordele at finde en købe-skabelon, som har mange funktioner indbygget og fx allerede er optimeret i forhold til SEO (udvilket jvf. best practice og kompatibelt med SEO plugins som fx WordPress SEO). Det mindsker behovet for en lang række plugins, det er en meget billigere løsning, end hvis du skal have udviklet noget specifikt til dig, og du sparer tid. Mange af disse købe-skabeloner giver gode muligheder for at tilpasse designet og personliggøre hjemmesiden.

Når skabelonen er valgt, kan du tage næste skridt og kigge på plugins. Har du valgt en god skabelon, kan du sikkert nøjes med relativ få plugins. Sørg for at holde antallet af plugins nede. Det er ikke ualmindeligt at have fx 30 plugins. I forhold til plugins har jeg efterhånden afprøvet en del, både gratis og købte plugins. Jeg har her samlet 16 vigtige WordPress plugins der kan styrke din synlighed online, for det er jo dét, det hele reelt handler om.

1. WordPress SEO

WordPress SEO by Yoast er et must have plugin. Det kan hjælpe dig med at optimere din hjemmeside. Der er meget hjælp at hente for selv en nybegynder. Der findes andre lignende plugins. Du kan selv teste dem og afgøre, hvilket plugin du synes bedst om. All in One SEO Pack er nok det mest kendte og bedste alternativ. Uanset hvad du vælger, vil jeg anbefale dig at bruge et SEO plugin, der kan hjælpe dig med at optimere de enkelte sider.

Der findes flere artikler, der kan hjælpe dig med at sætte dette plugin op. Du kan nemt støde på forskellige holdninger til, hvad der skal vinges af. Du kan starte med Yoast egen guide.

Du kan downloade WordPress SEO her: http://wordpress.org/plugins/wordpress-seo/

Tip: Husk altid at lave unikke titler og beskrivelser.

2. WordPress SEO News

Har du en blog, er WordPress SEO News et interessant plugin at have. Det laver XML News Sitemaps til din WordPress blog inkl. billeder. Du kan læse mere om dette plugin her: http://yoast.com/wordpress/news-seo/

Du kan downloade WordPress SEO News her http://wordpress.org/plugins/wordpress-seo-news/

3. Coming Soon Page & Maintenance Mode by SeedProd

Har du behov for at gøre dig synlig online, inden du er klar med den nye hjemmeside, så brug Coming Soon Page & Maintenance Mode by SeedProd.

Du kan downloade Coming Soon Page & Maintenance Mode by SeedProd her: https://da.wordpress.org/plugins/coming-soon/

4. WP-Optimize

WP-optimize hjælper dig med at rydde op i din database. Hvis du ikke får ryddet op i databasen, vil den over tid blive fyldt med fx sidekopier, som bare vil ligge og fylde. Databasen ender med at blive uoverskuelig, og du risikerer, at hjemmesiden bliver langsom.

Du kan downloade WP-Optimize her: http://wordpress.org/plugins/wp-optimize/

5. WP Fastest Cache

Indlæsningshastigheden for din hjemmeside er en af de vigtigste parametre i dag. WP Fastest Cache hjælper dig med at speede din hjemmeside op. Det er meget nemt at installere dette plugin.

Du kan downloade WP Fastest Cache her: https://da.wordpress.org/plugins/wp-fastest-cache/

6. Quick Page/Post Redirect Plugin

Som udgangspunkt skal du helst ikke ændre dine url’er. Når du arbejder med din hjemmeside, vil du dog over længere tid nemt komme ud for, at du får behov for at ændre en sides navn og dermed url.

Akkurat som når du flytter og skifter adresse, giver du dine venner, familie og postvæsenet besked. Når du ændrer en url, skal du også give Google besked. Jeg kan anbefale at bruge Quick Page/Post Redirect Plugin, det er nemt og overskueligt.

Du kan downloade Quick Page/Post Redirect Plugin her: https://da.wordpress.org/plugins/quick-pagepost-redirect-plugin/

Læs om 301 redirect her.

7. WPS Hide Login

Skift wp-login.php til noget, som kun du kender.  Pluginet gør det nemt og sikkert at ændre den almenkendte url på login-formularen. Det øger sikkerheden en smule.

Du kan downloade WPS Hide Login her: https://da.wordpress.org/plugins/wps-hide-login/

8. P3 (Plugin Performance Profiler)

P3 er et genialt plugin til at tjekke alle dine plugins. Det er nemlig nemt at komme til at bruge en hel masse plugins. Det kan dog gå ud over din hjemmesides performance som helhed. P3 kan hjælpe med at finde ud af, hvilke plugins der gør din hjemmeside langsom. Hvis fordelen ved det enkelte plugin opvejer ulempen, så behold det, ellers slet det eller find et bedre alternativ.

Dette plugin er desværre ikke blevet opdateret længe.

Du kan downloade P3 her: http://wordpress.org/plugins/p3-profiler/

Tip: Det er en god idé at slette plugins, du ikke bruger.

9. GT Metix for WordPress

GTmetrix for WordPress giver dig mulighed for at tjekke din hjemmesides performance. GTmetrix kan hjælpe dig med at få en hurtigere hjemmeside. Se også artiklen 4 værktøjer der kan booste din hjemmesides hastighed

Du kan downloade GTmetrix for WordPress her: http://wordpress.org/plugins/gtmetrix-for-wordpress/

10. Google Speed Insights

Google PageSpeed Insights for WordPress er et fantastisk plugin. Det kan hjælpe dig med at analysere alle dine sider og deres performance. Det er et uundværlig værktøj i arbejdet med at øge din hjemmesides performance, så du kan få bedre placeringer i søgeresultaterne. Som sidegevinst vil dine besøgende automatisk få en bedre brugeroplevelse.

Du kan downloade Google Pagespeed Insights for WordPress her: http://wordpress.org/plugins/google-pagespeed-insights/

11. Goolytics – Simple Google Analytics

Google Analytics er et meget kendt analyseværktøj. Det er gratis og kan hjælpe dig med at få indblik i, hvordan dine besøgende bruger din hjemmeside. For at få alle disse vigtige informationer skal du tilføje en sporingskode på din hjemmeside. Goolytics – Simple Google Analytics gør det nemt for dig. Du skal bare indsætte dit ID nummer. Jeg anbefaler alle hjemmesideejere at bruge Google Analytics.

Du kan downloade Goolytics Simple Google Analytics her: https://wordpress.org/plugins/goolytics-simple-google-analytics/

12. UpdraftPlus Backup

UpdraftPlus gør det nemt at lave en backup af din hjemmeside. Opdaterer du tit på din hjemmeside, er det ekstra vigtigt at have en opdateret backup, hvis uheldet skulle ske. Husk at teste dine backups. Test om du reelt kan genskabe din hjemmeside uden problemer.

Du kan downloade UpdraftPlus her: http://wordpress.org/plugins/updraftplus/

Tip: Husk at opdatere dine plugins. Lav en backup af din hjemmeside inden du opdaterer.

13. iThemes Security (tidligere Better WP Security)

Med iThemes Security kan du kontrollere din hjemmeside for sikkerhedshuller og få nyttig info i forhold til at udbedre det. Du bør vægte sikkerhed højt.

Du kan downloade iThemes Security her: https://da.wordpress.org/plugins/better-wp-security/

14. AntiVirus

AntiVirus er et plugin, der scanner din hjemmeside for virus m.m.

Pluginet er desværre ikke blevet opdateret længe.

Du kan downloade AntiVirus her: http://wordpress.org/plugins/antivirus/

15. Cookie Notice by dFactory

Brug af cookies er for de fleste hjemmesideejere uundgåeligt. Bruger du fx Google Analytics, skal du gøre dine besøgende opmærksom på dette. Der findes et hav af forskellige plugins, som forsøger at imødekomme de krav, der stilles. Cookie Notice by dFactory løser efter min mening opgaven på en god måde.

Du kan downloade Cookie Notice by dFactory her: https://da.wordpress.org/plugins/cookie-notice/

Alternativ: Cookie Consent

16. SumoMe

Uanset om du har en blog eller ej, bør du gøre det muligt for dine besøgende at dele dit indhold. SumoMe løser opgaven super godt. SumoMe har også mange andre funktioner, som er nyttige. Du kan fx koble MailChimp til SumoMe, så besøgende nemt kan skrive sig op til dit nyhedsbrev.

Du kan downloade SumoMe her: https://wordpress.org/plugins/sumome/

Tip: Vælg altid deleknapper med count. Så kan folk se, hvor meget artiklen er blevet delt.