5 vigtige Google AdWords tips

Det er forholdsvis nemt at oprette den første kampagne. Det er lige så nemt at lave fejl. Det er ikke så nemt at strukturere kampagnerne og lave annoncegrupper, som det umiddelbart ser ud til. Hvilke søgeord skal du vælge? Hvorfor er nogle søgeord så dyre? Der er mange spørgsmål. Mange af dem bevares under punktet Hjælp. Her får du mine 5 vigtige Google AdWords tips. Se også videoen.

 

Saml dine Google-konti

Google tilbyder en lang række ydelser. Du har måske allerede en Google-konto? Hvis du har det, kan det være en stor fordel at samle det hele under et. Hvis du er på vej til at arbejde med Google AdWords, har du måske en Google Analytisc-konto. Sørg for at disse to ydelser knyttes til hinanden, så opnår du et fantastisk redskab til at indsamle statistik og styre dine kampagner nemt og bekvemt.

Hvorfor får du ikke så mange henvendelser? – Typiske problemstillinger:

– Flere af dine søgeord udløser et lavt kvalitetsresultat
– Annoncen vises ikke grundet lav søgevolumen på det valgte søgeord
– Annoncen vises ikke på den første side med søgeresultater pga. begrænset antal pladser
– Ved søgning ses en bestemt annonce ikke, hvilket man ellers kunne forvente
– En eller flere annoncer resulterer i rigtig mange klik, men ingen henvendelser

Overensstemmelse mellem søgeord og indhold

Grundlæggende handler det om at skabe harmoni mellem din annonce, de tilknyttede søgeord og indholdet på den side, du linker hen til. Finder brugerne ikke dét, de søgte, er de højst sandsynligt væk igen med det samme. Du har kun 0-10 sekunder til at fange din besøgendes opmærksomhed. Det handler om at have relevant og originalt indhold og have en hjemmeside, der er overskuelig og let at navigere på.

 

Her får du 5 vigtige Google AdWords tips om, hvordan du kan forbedre dine kampagner:

 

1. Emneopdel dine annoncegrupper

Opdel dine annoncegrupper i emner i forhold til dine ydelser/produkter og lav minimum 3 tekstannoncer, gerne mange flere, til hver annoncegruppe ud fra de søgeord, der er nøje udvalgt til den pågældende annoncegruppe.   Start med meget få søgeord. Grundprincip: Jo mere præcis og relevant jo bedre. Drag fordel af dit SEO arbejde, hvor du har et primært søgeord til hver side, og opret på samme måde en annoncegruppe for hver enkelt primært søgeord du har.

 

2. Tjek dine søgeord

Fjern de ord, der ikke virker. Tjek kvaliteten. Stræb efter 10/10. Tilføj alternative søgeord og varianter (ental, flertal, synonymer) samt søgeordssætninger, men pas på, at du ikke tilføjer for mange og ord, der ikke er relevante. Bruger du fleksible søgeord så husk at tilføje negative søgeord. Læs Google Editor forklaring her: Tilføj negative søgeord. Hvis du ikke gør det, kan du nemt komme til at betale for en masse dyre og unødvendige klik. Du kan evt. vælge kun at arbejde med eksakte søgeord. Der er fordele og ulemper ved begge valg. Du kan også vælge søgeordssætninger.

 

3. Tjek dine annoncetekster

Fjern de tekstannoncer, som ikke resulterer i klik eller omformulér din tekst. Har du en tekstannonce, der giver mange klik, men ingen ‘resultater’, så tjek først om du ved en fejl har valgt en forkert destinationsside. Tjek også om du har glemt ‘harmonien’ i forhold til søgeord, tekstannonce og destinationsside. De skal passe sammen.

 

4. Sørg altid for at udvælge den rigtige destinationsside

Mange linker til en forkert side. Det er en klassisk fejl. Sørg for at folk kommer det rigtige sted hen. Søgeord og destinationsside skal passe sammen. Opret evt. en side med et indhold, der er målrettet til den(de) enkelte tekstannonce(r). Det er ikke altid, at det eksisterende indhold egner sig til at være en destinationsside. Kig på dit indhold og sørg for, at du helt klart fortæller, hvad du ønsker, at den besøgende skal gøre.

 

5. Husk at opfordre dine kunder til handling

Fortæl hvad det er, du ønsker – og gør det nemt for kunden at handle. Vær ikke bange for at gøre det tydeligt. Skriv fx ‘Køb her’ i tekstannoncen, hvis de kan købe varen, hvor de kommer frem. Led ikke den besøgende/kunden hen til en oversigt med masser af varer, medmindre du i tekstannoncen har lagt op til det. Vil du sælge et produkt, så link hen til dét produkt.

 

Hør også disse gode tips inden du opretter din første kampagne: