Hvad er SMO og SMM?

Hvad er SMO og SMM? SMO er forkortelsen for Social Media Optimization, og SMM er forkortelsen for Social Media Marketing. Herunder vil jeg give dig min fortolkning af disse to nært beslægtede begreber. Overordnet handler det om at øge trafikken (og få kunder) til din hjemmeside ligesom SEO, derfor fungerer SMO og SMM godt sammen med SEO.

 

SMO har fokus på dialogen og opbygningen af dit brand

SMO handler om at styrke og positionere dit brand gennem sociale medier for at øge bevidstheden om eller kendskabet til dig og/eller virksomhed, opbygge et godt omdømme (gerne inden for din branche) og drive unikke, kvalificerede besøgende til din hjemmeside. Det handler også om at optimere de enkelte profiler fx ved at udfylde dem korrekt og optimalt.

En SMO strategi indebærer, at du engagerer dig, kommunikerer og interagerer med folk på fx Facebook, Twitter, LinkedIn, Google+ m.fl. for at maksimere din virksomheds synlighed og sikre, at der tales om din virksomhed, og at indlæg, artikler, tweets, statusopdateringer o.s.v. kommenteres og deles. De sociale anbefalinger og delinger skaber øget omtale, trafik til din hjemmeside/webshop/blog og i sidste ende kunder.

 

SMM har fokus på trafikken og delinger

SMM er lidt mere direkte markedsføring og handler mere om at føre folk til din hjemmeside via fx annoncer, salgsfremmende videoer, konkurrencer eller spændende artikler. Der er fokus på at skabe trafik især via delinger.

SMO er afgørende eller en forudsætning for SMM, fordi du først skal have opbygget en “tilhængerskare” for at sikre en bred formidling af dine budskaber (din markedsføring). Du opnår ikke en “social buzz” og interesse for dine varer eller ydelser uden at have opbygget et brand/navn eller blevet anerkendt som person eller virksomhed. Du bliver som person eller virksomhed nødt til at starte med at give og dele, før du kan forvente, at andre vil dele dit. Har du eller virksomheden allerede opbygget et brand, vil det sandsynligvis være nemmere og hurtigere at opbygge en tilhængerskare på de sociale medier, men det kommer ikke af sig selv.

Der vil i mange tilfælde være andre forventninger til kendte personer og store virksomheder, så her vil en social medie-politik ofte være nødvendig. Et kendt brand kan nemt komme i uvejr på sociale medier som fx Facebook og Twitter. Det ses med jævne mellemrum.

 

Netværk og viden kan godt være det primære mål

Har du en mindre kendt virksomhed, eller er du en nystartet iværksætter, skal du forvente et langt sejt træk, før du kan begynde at se resultater på bundlinjen. Her er det vigtigt at tænke langsigtet og fokusere på at opbygge dit brand, kendskabsgraden til dig og/eller din virksomhed. Det skal være målet i første omgang. Det nytter ikke at tænke for meget i kr. og øre. Tænk også i netværk og viden. Det er også meget værdifuldt. Det kan for enkeltmandsvirksomheder godt være det primære mål.

Fx er Twitter et socialt medie, hvor der deles viden på et højt plan. Den viden kan udnyttes på mange måder. Bruges den aktivt, kan den højne en virksomheds viden om specifikke emner, og udadtil kan virksomheden over tid fremstå mere vidende og professionel, hvis det altså formidles videre på de udvalgte sociale medier. Det kan tiltrække nye og måske mere interessante eller større kunder. Det vil i så fald kunne ses på bundlinjen, men det er ikke noget, der kommer uden en aktiv og målrettet indsat.

 

SMO og SMM fungerer godt sammen med SEO

Om vi taler om SMO, SMM eller SEO, så handler det hele i sidste ende om synlighed, trafik og salg. Ønsker du, at din hjemmeside er synlig på internettet, kender du til SEO. En placering i toppen af side 1 i søgeresultaterne er målet for en række vigtige søgeord. Konkurrencen kan være hård. Derfor kan det være fordelagtigt også at optimere mod long tail søgeord. Det har du måske fundet ud af?

Har du en blog, eller hvis du bare har en (hel) del tekstsider med vigtige budskaber, vil det være rigtig godt, hvis folk delte dem rundt omkring på de sociale medier. Har du en webshop, er det endnu mere interessant at tænke i SMO og SMM. SMO og SMM fungerer godt sammen med SEO. Du kan øge din synlighed, trafik og salg betydeligt.

 

Et tænkt positivt og ideelt eksempel:

Du har en webshop. Den er optimeret. Du ligger godt på flere af dine primære søgeord. Den er lavet i et responsive design. Du er aktiv på Google+, Facebook og Twitter. På webshoppen kan man følge lidt med og like og dele dine sider. Mange har efterhånden et godt kendskab til din virksomhed (webshop) via videndeling og dine lækre varer.

Du har nu fået et helt vildt spændende produkt i dit varesortiment. Du opretter varen. Før du var på Google+, Facebook og Twitter, skyndte du dig at sætte en ny kampagne op i Google AdWords. Du ventede nu spændt på, hvor mange klik du ville få (og hvor dyrt det ville blive), og hvor mange konverteringer det ville resultere i. Nu gør du noget helt andet. Du fortæller om dette nye produkt, hvad det kan bruges til og deler linket til din vare på Google+, Facebook og Twitter. Du får nu en masse positiv respons og spørgsmål, og folk deler lystigt dit link videre. Du tjekker din indbakke og ser de første ordrer.