Sådan får du en lav afvisningsprocent

Når du inviterer gæster hjem til middag, ser du frem til deres besøg. I de fleste tilfælde ønsker du, når de så er kommet, at de bliver så længe som muligt. Jo længere tid de er hos dig, jo større sandsynlighed er der for, at de nyder besøget. Og det vil du gerne have, at de gør! Det gælder også på din hjemmeside. Dine besøgende skal helst ikke forlade hjemmesiden allerede ved første øjekast. Gør de det, får du en høj afvisningsprocent (bounce rate). Læs her hvordan du får en lav afvisningsprocent.

 

Høj afvisningsprocent indikerer, at der er noget galt

Den første side, som den besøgende kommer ind på, er afgørende for det videre forløb. Hvis den besøgende forlader din hjemmeside uden at klikke videre, bruger man betegnelsen ’afvisningsprocent’ (bounce rate) til at beskrive dette scenarie. En høj afvisningsprocent er et udtryk for besøg, hvor den første side, som den besøgende kommer ind på, også er dén side, den besøgende forlader hjemmesiden fra. Den besøgende kommer altså ind på og ud af samme side. Det kan vi ikke lide og indikerer, at der er noget galt.

 

Lav afvisningsprocent er et vigtigt mål at nå

Har du nogensinde prøvet at have en ven på besøg, som lige pludselig uden varsel rejste sig op og forlod selskabet før tid? Det er ikke rart – og det efterlader uvilkårligt spørgsmålet “Hvorfor?”. Når du får besøg på din hjemmeside, vil du gerne have dem til at blive så længe som muligt. Besøgstiden er nemlig en måde at måle dine besøgendes interesse for dét du skriver/viser på hjemmesiden. Jo længere tid de er der, jo mere interesserede må de være? Eller dit indhold er så interessant, at de bliver hængende og klikker videre. Klikker de videre, kan afvisningsprocenten ende med at blive lav, hvilket er et vigtigt mål at nå. Hvis de ikke klikker videre, bør du finde ud af, hvorfor de ikke gør det.

 

Hvorfor er afvisningsprocenten høj?

Når en bruger søger efter noget, indtaster brugeren et søgeord eller søgesætning i søgemaskinen. Hvis søgeordet relaterer til din vare/ydelse, skulle din hjemmeside gerne dukke op i søgeresultaterne. Brugeren skulle nu gerne klikke på dit link og komme ind på en side, som har et indhold, der er relevant for den pågældende søgning. Hvis dette ikke er tilfældet, er der stor risiko for, at den besøgende går sin vej med det samme. Afvisningsprocenten bliver høj.

Reducering af afvisningsprocenten er én af de vigtigste parametre at arbejde med, når der tales om online markedsføring. Spørgsmålet om, hvorfor gæsten går ’for tidligt’, bliver yderst vigtigt. Der kan være forskellige årsager, herunder beskrives de mest sandsynlige grunde:

1. Dårlig optimering (siden er optimeret med de forkerte søgeord i forhold til indholdet)

2. Den første side eller destinationssiden (landing page) er af dårlig kvalitet, hvad angår:

– Indhold fx for lidt indhold, der er for mange grammatiske fejl
– Navigation
– Layout
– Fejl på siden
– Forstyrrende elementer fx annoncer, konkurrencer, spørgeskemaer
– Siden tager for lang tid at indlæse

 

Hvor høj må afvisningsprocenten være?

En sides afvisningsprocent kan variere temmelig meget. Det er umuligt at undgå, at der er besøgende, som kommer forbi ved en ‘fejl’. De kan også have ledt efter noget helt specifikt, som de ikke fandt. Indholdet kan have været rigtigt, men der var bare ikke den information, de ledte efter. Der er bred enighed om, at hvis afvisningsprocenten er 30% eller under, går det rigtig godt. I Google Analytics kan du få oplyst hver enkelt sides individuelle afvisningsprocent. I oversigten får du den gennemsnitslige afvisningsprocent.

Det er helt normalt, at siderne klarer sig forskelligt. Hvis du har sider med lav afvisningsprocent, har du formentlig en god hjemmeside. Du skal så ‘bare’ koncentere dig om at rette op på de sider, der har en høj afvisningsprocent. ‘De gode sider’ kan måske hjælpe dig til at forstå, hvad dine besøgende værdsætter.

 

Sådan får du en lav afvisningsprocent

En lav afvisningsprocent betyder, at du får de besøgende til at klikke videre og måske får dem til at besøge mange sider på din hjemmeside. Det er et godt udgangspunkt i forhold til at konvertere bedre (få de besøgende til at udføre en bestemt handling fx købe et produkt). Der er mange faktorer, der afgør, om du kan opnå en lav afvisningsprocent, herunder har du en liste over ting, du bør vægte højt:

1. Hjemmesidens design/layout – det skal se professionelt ud
Hjemmesidens udseende er afgørende i forhold til for det første indtryk. En rodet og uoverskuelig hjemmeside kan skræmme de besøgende væk i løbet af få sekunder.

2. Hjemmesidens indlæsningstid – det skal gå hurtigt at indlæse siden
Er hjemmesiden for ’tung’ er der stor sandsynlighed for, at de besøgende ikke gider at vente. Vær især opmærksom på indlæsningstiden, hvis du har en stor hjemmeside. Det gælder også efter den første side er indlæst. Hvis den besøgende klikker videre og igen skal vente længe for at se den nye side, skal du ikke forvente, at de bliver hængende.

3. Hjemmesiden skal have en god struktur – det skal være nemt at navigere rundt
De besøgende foretrækker altid hjemmesider, som er nemme at bruge. Navigation er den vigtigste faktor. Dårlig navigation kan nemt resultere i, at den besøgende vælger at foretage en ny søgning.

4. Kvalitetsindhold der matcher ’title’ og hovedoverskrift
Optimér dit indhold og side. Sørg for at give den besøgende svar så tidligt som muligt i din tekst. Gør det nemt at finde konklusionerne med gode overskrifter og del din tekst op, så den er nem at læse.

5. Statistik – kend dine tal
For at kunne måle din arbejdsindsats og succes med hjemmesiden skal du have nogle tal på bordet. Du skal have kendskab til, hvad der sker på din hjemmeside, så du ved, hvad virker og ikke virker – og i hvilken retning du bør gå. Google Analytics er et fantastisk værktøj, som er et ’must have’.

6. Link Building
Arbejd på at få indgående links. Link ud når det er relevant og husk at linke internt mellem dine sider. Lad aldrig dine besøgende i stikken. Led dem videre til ny relevant information så vidt det er muligt.

7. Google AdWords – få målrettet trafik til din hjemmeside
Med Google AdWords kan du hurtigt tiltrække målrettet trafik til din hjemmeside. Udvælg dine søgeord med stor omhu og sørg for, at dine destinationssider er skræddersyede til dine kampagner. Det hjælper med til at sænke afvisningsprocenten. Bemærk: Hvis du ikke gør det rigtigt, får du en høj afvisningsprocent, som du betaler for!

8. Brug af sociale medier
Tilføj relevante sociale medie-ikoner og gør det nemt for de besøgende at dele dit indhold med andre. Folk deler primært indhold, de mener, kan gavne andre.

9. Tal (skriv) til din målgruppe
Bruger du fremmedord eller mange fagudtryk så husk at forklare dem, så du ikke irriterer dine besøgende. Prøv at skrive så det er nemt at forstå. Det vil få din afvisningsprocent nedad.

10. Opdatér dit indhold jævnligt
Gammelt indhold har aldrig været med til at øge besøgstallet. Det er vigtigt at komme med nyt indhold og give de besøgende en god grund til at vende tilbage til hjemmesiden. Løbende opdatering er yderst vigtig. Hold øje med dine tal for tilbagevendende besøgende.

11. Undgå pop-ups
Undgå så vidt muligt pop-ups på din hjemmeside. Generelt bryder folks sig ikke om pop-ups.

– Læs om destinationssideoplevelsen