Vores gode sikkerhedsvaner i den fysiske verden kan ikke direkte bruges i den online verden, som vi også lever i. Vi skal lære nogle nye sikkerhedsvaner. Her får du 17 gode råd til, hvordan du kan minimere risikoen for at blive hacket eller opleve andre ubehagelige sikkerhedsbrist.

I den fysiske verden husker vi at sikre os

I den fysiske verden har vi til en vis grad stor fokus på sikkerhed. Vi låser vores bil, når vi forlader den. Vi lukker vinduer og låser dørene, når vi forlader vores hjem. Vi låser vores cykel. Vi forlader ikke værdifulde ejendele uden opsyn. Vi ved godt, at det ikke er en garanti for, at der ikke sker noget, men risikoen bliver minimeret betydeligt.

Vi glemmer ofte sikkerheden online

I den online verden glemmer vi tit at tænke på sikkerhed. Sikkerhed online er ofte et emne, som mange ikke taler så meget om. Det er ofte først, når skaden er sket, at sikkerhed efterfølgende bliver prioriteret højt. Selv når der er sket et uheld, kan det skarpe fokus på sikkerhed forsvinde efter et stykke tid. Det øger igen risikoen for sikkerhedsbrist.

Hav fokus på sikkerhed hver dag

Konsekvenserne ved ikke at have fokus på sikkerhed, når du bevæger dig ud i den online verden kan være meget alvorlige. Det ved de mennesker, der har været udsat for fx identitetstyveri. Det bedste råd er derfor at have fokus på sikkerhed hver dag. En øget bevidsthed omkring sikkerhed vil hjælpe dig med at huske de ting, som du skal gøre og undgå.

Skab en sikkerhedskultur

Fokus på sikkerhed skal indarbejdes i vores daglige vaner for at virke efter hensigten. Udvikler du en sikkerhedskultur, vil du minimere risikoen for hackerangreb og andre uheldige sikkerhedsbrist.

Her har du 17 gode råd, som du kan prøve at indarbejde i din hverdag, hvor du bruger diverse enheder, logger på forskellige konti og profiler på nettet.

Sådan minimerer du risikoen for hackerangreb:

1. Lav unikke passwords på min. 16 tegn, brug små og store bogstaver, tal og specialtegn. Gem dem et sikkert sted.

2. Del ikke dine passwords med andre. Opret fx en ny bruger.

3. Brug password eller fingerprint scan til at logge ind på din computer og mobil.

4. Brug 2-trins login, hvor det er muligt. Det kan du på mange sociale medier.

5. Gem ikke passwords i browsere.

6. Installér antivirusprogram, en personlig firewall, et antispywareprodukt og antispamfilter.

7. Kør ikke med forældede versioner. Opdatér. Slet programmer og apps du ikke bruger.

8. Brug en browser med højere sikkerhed (uden en masse udvidelser) til fx Netbank.

9. Slet trådløse netværk du har været på og ikke bruger jævnligt. Slå altid kryptering til.

10. Download kun fra hjemmesider du stoler på.

11. Beskyt og videregiv ikke personlige oplysninger eller kreditkortoplysninger via e-mail.

12. Åben kun vedhæftede filer fra afsendere, som du stoler på.

13. Åben ikke spam-mails og slet dem permanent.

14. Tænk over, hvad du deler på fildelingstjenester, sociale medier, hjemmesider o. lign.

15. Fjern administratorkonti fx på din WordPress hjemmeside.

16. Slet brugere der ikke længere er aktive.

17. Lav backup jævnligt og tjek, at den kan genindlæses.