Saml hele dit netværk med en Google+ profil

Præsentér dig selv via en Google+ profil. Du administrerer selv, hvilke oplysninger der skal stå. Du kan bruge profilen til at samle hele din ‘biografi’. Fra din profil kan du linke til andre sider om dig. Google+ giver dig mulighed for at connecte med alle lidt i stil med Twitter. Du kan nemt opdele folk i grupper, det kaldes cirkler, så du kan få et godt overblik over dit samlede netværk.

 

Bestem selv hvad verden skal se og læse om dig

Opret en Google+ profil og fortæl om dig selv. Dit fornavn, efternavn og foto vil som minimum være offentlige på Internettet. Husk at hele fidusen med at oprette en profil er at gøre dig synlig. Det skal være nemt at finde frem til dig. Hvis du ønsker at hemmeliggøre en lang række relevante oplysninger, bør du genoverveje, om du reelt ønsker at oprette en profil. Fordelen ved at oprette profilen er, at du selv administerer, hvilke oplysninger der skal stå. Hvor meget og hvad du vil oplyse, afgører du. Har du andre profiler fx på Facebook, Twitter, YouTube eller LinkedIn, kan du linke hen til dem. Du kan i øvrigt gøre det muligt for personer at kontakte dig uden at vise dine kontaktoplysninger, hvis du ønsker det. Vær opmærksom på at disse oplysninger formentlig vil kunne findes på anden vis.

Alle, der opretter en Google konto i dag, får automatisk en Google+ profil. Har du en gammel konto, kan du klikke på Log ind-knappen.

Opret Google+ profil her

 

Hvordan skal din profil se ud?

Som på så mange andre profiler er der en standardopsætning og layout, som du må holde dig til. Herunder har jeg vist, hvordan min Google+ profil ser ud.

OBS: Google+ skifter layout med jævne mellemrum.

Jeg håber, at du kan bruge den som inspiration til din egen profil. Google+ profiler er tæt knyttet til Picasa, Googles gratis billedprogram. Du kan, hvis du vil, vise dine yndlingsbilleder på din Google+ profil. Som du måske er klar over, har jeg et lille billedgalleri www.csfoto.dk, hvor jeg samler mine bedste fotos. I nær fremtid vil jeg måske vise nogle af disse billeder frem via min profil. Det kan også være, at jeg vil vise billeder fra forskellige events eller foredrag, jeg har holdt. Muligheden er der, og dét kan du måske også bruge til noget?

Som du kan se, når du kigger rundt, er min profil tæt forbundet til min virksomhed. Det behøver den ikke at være. Det bestemmer du selv. Det kommer helt an på, hvad du ønsker at bruge din profil til. Hvis du har behov for hjælp til at komme i gang, skal du være velkommen til at kontakte mig.

 

Sådan finder du dem, du kender på Google+

Når du lige har oprettet din Google+ profil, kan du nemt komme til at føle dig en smule ensom. Der sker ikke så meget ‘derinde’ – endnu. Dét kan du hurtigt lave om på. Det første du skal gøre er at lede efter dine forskellige kontakter. Du kan indsætte navnet på personen i søgefeltet eller skrive + foran personens navn, når du søger på Google. Hvis personen har en Google+ profil, vil den dukke op i de organiske søgeresultater.

1. Sæt + foran personnavn eller firmanavn
Prøv selv at google mig: Skriv +Camilla Simonsen og se, hvor nemt det er at finde mig. Det samme gælder, hvis du leder efter et bestemt firma. Du skal så klikke på Føj til netværk, hvis det er dét, du ønsker. Du skal nu vælge i hvilken cirkel, jeg, eller den person du ledte efter, skal indgå i. Dine kontakter kan ikke se i hvilken cirkel, de er kommet i. Der er allerede lavet nogle cirkler, som du kan bruge, men det er en god idé selv at lave dine egne cirkler. Du kan nemt flytte rundt på dine kontakter senere hen. Grupperingen i cirkler er meget nyttig. Når du vil dele noget, kan du hver gang vælge, hvem der må se informationen. Du kan også sende beskeder direkte til en enkelt person.

2. Ubegrænset netværk til hele verden
Med Google+ har du mulighed for at netværke med hele verden ubegrænset. Du kan føje alle, der er på Google+, til dit netværk. Det kræver ingen invitation eller godkendelse. Det betyder også, at der kan være vildt fremmede personer, som føjer dig til deres netværk. Du behøver ikke at føje dem til dit netværk. Så snart du har fået opbygget et lille netværk, vil du lige så stille se en stigende aktivitet i din strøm (der hvor der kommer indlæg).

 

Har du en virksomhed, så opret en Google side

Hvis du er på Facebook, har du måske også en Facebook side. En Google+ side er lidt som en Facebook side. Du opretter din Google+ side via din Google+ profil. Det er meget hurtigt og nemt at oprette siden.

Opret din Google+ side her.

 

Lav en god og overskuelig beskrivelse af din virksomhed

På min Google+ side kan du se mine indlæg eller delinger på indlægssiden. Klikker du på Om, får du en kort beskrivelse af Tekstsprutten. Det er vigtigt, at du bruger tid på din beskrivelse. Lav en god og overskuelig beskrivelse af din virksomhed og link gerne til en eller flere vigtige sider på din hjemmeside. Under ‘Link’ har jeg indsat diverse links. Bemærk, at jeg har indsat link til min Google+ profil øverst. Dernæst kommer links til Tekstspruttens andre profiler. De øvrige links er til meget interessante hjemmesider, som skriver rigtig mange gode artikler om søgemaskineoptimering og sociale medier.