Søgeordsanalyse guide

Formålet med at lave en søgeordsanalyse er at finde ud af, hvilke søgeord din målgruppe bruger. Hvis søgemaskineoptimeringen tager udgangspunkt i tilfældigt udvalgte søgeord, som du tror din målgruppe bruger, risikerer du bare at opnå topplaceringer på søgeord, som ingen eller kun få søger på. Det handler om at opnå det perfekte match – altså bruge de søgeord der passer til dine ydelser, og som dine potentielle kunder bruger.

 

I det lange løb betaler det sig at prioritere arbejdet med søgeordsidentificering højt. Det handler om at undgå det mørke ukendte.

Her har du en lille søgeordsanalyse guide:

1. Lav en liste over alle de relevante søgeord, du kan komme i tanke om. Stil fx følgende spørgsmål: Hvad tilbyder din virksomhed? Hvad er fordelen ved at handle med dig? Hvilket problem løser din vare/ydelse? Hvem er din målgruppe?

2. Tjek udvalgte konkurrenters valg af søgeord (højreklik på hjemmesiden og vælg Vis kilde). Hvilken placering har de i forhold til dig? Du kan have andre konkurrenter i søgemaskinerne end i ’marken’. Fokusér på de virksomheder, der konkurrerer på samme søgeord som dig.

3. Spørg dine kunder hvordan de fandt dig, eller hvilke søgeord de ville bruge. Du kan hente inspiration hos din familie og venner. Brug dit netværk. Det er værdifuld viden at få. Det er ofte andre ord, der kommer i spil.

4. Brug Google AdWords Keyword Planner og Google Trends. Skal du tjekke fx engelske søgeord, er der flere gode alternativer til Google Keyword Planner som fx Übersuggest. Husk at kigge på søgeordsidéer. Kvaliteten svinger noget, men der kan være gode søgeord, som bør flettes ind i brødteksten. Du kan finde flere søgeordsværktøjer her.

5. Brug også Google Analytics og Google AdWords til at finde frem til de rigtige søgeord. Her kan du med stor fordel fokusere på de søgeord, som du ved konverterer bedst. Pas dog på, det kan nemt være de søgeord, hvor konkurrencen er høj.

6. Vær kritisk med hensyn til udvælgelsen af specifikke fagudtryk og fagtermer. Hvis du ved, at målgruppen kender dem, er det ok, men det vil i mange tilfælde være godt at supplere med velkendte udtryk. Ellers kan optimeringen blive for målrettet mod en meget lille målgruppe.

 

Find søgeord med pæn søgning og mindre konkurrence

Der vil ofte være en høj konkurrence på de mest brugte søgeord. Lav en prioriteret søgeordsliste. Vælg dine søgeord med omhu og bered dig på hårdt arbejde, hvis du vil findes på de brede og mest brugte søgeord. Husk dog at det ikke nødvendigvis er en fordel at blive fundet på disse søgeord. Det giver måske meget trafik (besøg), men du bør i stedet stræbe efter at få kvalitetsbesøgende, som er klar til at handle. Find i stedet gode alternative søgeord og søgesætninger med pæn søgning og mindre konkurrence. Tendensen er, at jo flere søgeord en bruger benytter, jo mere købeklar eller handlingsparat er brugeren.

Husk at det handler om at finde frem til de søgeord, dine potentielle kunder bruger, når de søger efter dine ydelser.

 

Vejen til de rigtige søgeord/søgesætninger – opsummeret tjekliste

– Søgeordene er udvalgt på baggrund af søgeordsanalyser og dialog med kunder.
– Søgeordene relaterer direkte til virksomheden.
– Søgeordene har en tilpas søgevolumen.
– Konkurrencen på de udvalgte søgeord er ikke for høj.
– Brugen af de brede, generelle søgeord (fx bukser, kaffe, tømrer, blomster) er minimeret.
– Der er udvalgt et stort antal søgesætninger bestående af 2-3 ord evt. flere.
– Der er hentet inspiration via diverse SEO værktøjer og de vigtigste konkurrenter.
– Søgeord og sætninger indgår i anden markedsføring fx brochure, folder, annonce m.v.